tirsdag den 6. november 2012

Det er hvidt herude


Hej med dig!

Nu er det da vist på tide, at jeg skriver noget igen efter så lang tid. Jeg skal nok prøve at skrive lidt oftere, men den sidste tid har været meget travl, og så har jeg ikke orket at sætte tid af til at sidde og skrive blog.
Siden sidst har vi haft en masse mennesker til at bo på sømandshjemmet. Der var nemlig en organisation, der skulle holde generalforsamling her. Der var knap 40 personer, som alle boede her i en uge, og som havde møder hver dag i vores konferencelokale. Samtidig var der 20 personer, der var på kursus i vores dagligstue, så det betød, at vi måtte lægge vores rutiner lidt om for at kunne servicere dem på bedst mulige måde.

Dagene bliver kortere og kortere. I dag er solen oppe i fem timer og 59 minutter. Den stod op kl. 9.14, og den går ned igen kl. 15.13. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er helt mørkt kl. 15.13 – det er lyst lidt efter, men kl. 16 er det i hvert fald helt mørkt. Det er lidt underligt, og man kan tydeligt mærke, at det går hurtigt!
På vejrfronten kom resterne af Sandy forbi for nogle dage siden med en masse tøsne. Det var ret varmt den dag – lidt over frysepunktet, så der kom en masse våd sne. Det sneede ret kraftigt næsten hele dagen, og det gjorde, at vi fik en meget stille dag i cafeteriaet. Vi har haft frost siden, så nu er vejene isglatte, og vi strør sand hele vejen op til annekset, så vi og gæsterne ikke falder på vejen frem og tilbage. Byen er meget smuk med sne på, synes jeg. Den får farverne på husene til at træde mere frem, og det lyser også mere op. Temperaturerne ligger nu omkring -5 grader.

Nogle dage i sidste uge var Nanna og jeg sammen med nogle af vores kollegaer. Det var rigtig hyggeligt. Vi brugte det meste af tiden på at spille Ligretto (hvis nogen skulle være så uheldige ikke at kende det, er det et af verdens sjoveste – og hurtigste spil). En dag så jeg også film sammen med Leon og en kollega i vores konferencerum. Jeg havde virkelig lyst til en tur i biografen, men da vi ikke har en biograf i byen, valgte vi at se en film vha. projektor og lærred. Det gav ikke helt den samme oplevelse, men næsten… Det var meget hyggeligt, og forinden havde vi bagt nogle cookies, som ikke ligefrem forringede oplevelsen.
I søndags havde Mia fødselsdag, og så skulle der jo holdes kaffemik. Hun slog det sammen med sin datters dåbsfest, så der var kaffemik i bestyrerlejligheden. Der kom en del af vores kollegaer og også nogle af husets venner. Leon, Nanna og jeg fandt først ud af, at hun havde fødselsdag et par dage inden, så vi skulle hurtigt finde på en gave. Vi valgte at købe en julekalender til hende.

Vi har fundet ud af, at der er mange her, der følger med i X-factor USA, så det gør vi selvfølgelig også! 

Om søndagen er vi begyndt at holde "gudstjeneste" i vores dagligstue. Der er en, der holder en indledning, så synger vi et par sange eller salmer. Derefter hører vi en prædiken på internettet, og så synger vi en sang eller salme igen. Det hele foregår på dansk. 

Jeg har ikke lavet så meget mere udover at have set nordlys i går aftes – smukt som sædvanlig!
Noget, jeg virkelig har villet skrive om længe i et indlæg, er det, der kommer i radioen! Det er virkelig en sjov blanding. Der kan komme: Kaj og Andrea med ”Bakke snagvendt”, ”Magi i luften”, grønlandske korsange, salmer, Medina, Coldplay, grønlandske rockbands, klassiske musikstykker, grønlandske rappere (!), Kim Larsen osv. Jeg tror ikke, der er system i det, bortset fra, at der om formiddagen er en halv time eller lignende, hvor de kun spiller børnesange. Om søndagen er der ofte meget klassisk musik og også en gudstjeneste, der bliver sendt i radioen. En søndag kunne man ikke høre præsten overhovedet, fordi der var en grædende baby lidt for tæt på mikrofonen. Der er selvfølgelig også radioavis nogle gange om dagen – både på dansk og grønlandsk.

Jeg har et fjernsyn på værelset, og på det kan jeg se DR HD, DR K, Ramasjang og KNR (Står for Grønlands Radio – Grønland hedder på grønlandsk Kalaallit Nunaat). På KNR kommer der nogle gange programmer fra DR (fx Matador), nogle gange programmer fra DR2, dokumentarer om Grønland, nyhedsprogrammet ”Qanorooq” (betyder ”hvad er det, der sker” eller noget i den retning), danske nyheder fra DR1 (også vejret(!) – så jeg kan følge med i, hvilket vejr, I har dernede). Der kommer også reklamer på KNR, men det er for det meste stilbilleder med tekst. Fx et billede af en butik, og så står der, hvornår den har åbent, eller også kommer der billeder af noget tøj, og så står der prisen.  

Jeg vil lige tillade mig at gøre lidt reklame for næste indlæg allerede nu, for jeg havde tænkt mig, at det skulle have været med her, men nu har jeg skrevet så meget allerede, at det bliver alt for langt, hvis det også skal med. I næste indlæg vil jeg skrive lidt om, hvad det egentlig er, jeg laver, når jeg er på arbejde på sømandshjemmet, om Aasiaat X-factor (som starter i aften) og forhåbentlig også om flere uforudsete begivenheder!

Jeg håber, du har det godt, der hvor du er!

Takuss!

Nordlys - billedet er lånt af Nanna, da mit kamera virkelig trænger til et stativ, før billederne kan blive gode!

Bilernes gennemsnitsstørrelse er lidt større end hjemme...

Det er ved at være koldt udenfor!

Havnen

Havnen med udsigt til sømandshjemmet

En gåtur på det glatte fortorv
/Trine 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar