lørdag den 17. november 2012

Arbejdet på sømandhjemmet, X-factor Aasiaat og lidt andet


Hej igen!

Som jeg lovede i sidste indlæg, vil jeg nu skrive noget om mit arbejde og om Aasiaat X-factor. Jeg lægger ud med noget om mit arbejde. Vi assistenter kan have tre forskellige slags vagter: morgenvagt, lukkevagt og dagvagt. En morgenvagt er kl. 7-15, en lukkevagt er kl. 15-22 og en dagvagt er i udgangspunktet kl. 10-19. Det er os selv, der laver vores arbejdsplan, men der skal hver dag være en, der har morgenvagt, og en anden der har lukkevagt. To dage om ugen er der også en dagvagt. Vi arbejder i gennemsnit 40 timer om ugen, og i løbet af tre uger er der to uger, hvor vi har to fridage og en uge, hvor vi har en fridag. Det betyder, at vi normalt har fri hver fjerde eller femte dag, og vi har altså ikke weekend på samme måde som hjemme.

Når jeg har morgenvagt, starter jeg med at være i køkkenet fra kl. 7-8. Nattevagten har stillet morgenmaden frem, og mit arbejde er så at sørge for, at der er fyldt op med morgenmad samt at passe kassen. Jeg laver altså juice, koger æg, varmer rundstykker, skærer franskbrød, laver kaffe, vasker op osv. Nogle gange har jeg meget travlt – især hvis vi har mange gæster, eller hvis der pludselig kommer mange fra byen, som vil have spejlæg med bacon. Andre morgener har jeg god tid til selv at spise og måske læse lidt avis. 

Klokken otte møder køkkenpersonalet ind, og jeg kan gå til receptionen. Her laver jeg statistik over, hvor vores gæster kommer fra, laver fakturagrundlag, tager telefonen, svarer på mails, hjælper gæster osv. Kl. 9.30 er der andagt i vores dagligstue mandag til fredag. Der er bestyrere og assistenter, der holder andagterne. Vi synger først en dansk salme, så holdes der en andagt, så beder vi en bøn med fadervor på enten dansk eller grønlandsk til sidst, og til sidst synger vi en grønlandsk salme. I weekenderne har vi ikke morgenandagt, men om søndagen holder vi uformel gudstjeneste kl. 14-15. Kl. 9.45-10.00 spiser vi formiddagskaffe. Alle gæster skal være ude af værelserne kl. 10, så herefter holder jeg øje med, hvor langt stuepigen er med at gøre værelserne rene, og hvis hun har problemer med at nå dem alle, hjælper jeg. Nogle dage er der 25 værelser, der skal være rene til nye gæster kl. 13, og andre dage er der kun tre. Alle værelser skal også tjekkes, så vi er sikre på, de er fine til gæsterne. Hvis der er travlt i køkkenet ved middagstid, hjælper jeg til der med at øse mad op, passe kassen eller vaske op. Hvis der ikke er meget kontorarbejde, er der næsten altid nogle praktiske ting at lave. Personalet spiser middagsmad kl. 13-13.30, og herefter går den sidste tid enten med kontorarbejde eller praktiske ting. I den sidste uges tid har jeg lavet mange forskellige praktiske ting. Jeg har bl.a. brugt en time på at slå små fluer ihjel og pudse vinduer bagefter, gjort hovedrent i dagligstuen, sorteret spil, klippet i en gulvmåtte, så den passede til det rum, den skulle være i, kørt rundt i byen for at finde et æggeur, rettet og skrevet tekst til vore nye hjemmeside og mange andre ting.

Jeg er lige nødt til at fortælle om jagten på æggeuret. Det er et godt eksempel på, at det nogle gange kan være lidt svært at finde det, man leder efter her i byen, selvom der er så mange små kiosker, der har et meget bredt varesortiment. Jeg kiggede i følgende butikker efter et æggeur: Pisiffik (også på første sal), Pilersuisoq, Videoservice, Aasiaat Olie, Sundkiosken, Dora Marie, Jysk og Spar. Kravene til æggeuret var, at det skulle være digitalt og at det skulle larme meget, når det ringede. I Pisiffik fandt jeg to forskellige, men de var ikke digitale. I Sundkiosken og Dora Marie fandt jeg et digitalt æggeur, men dispayet var meget lille, og det bippede ikke ret højt. Det endte dog med, at jeg købte det, og så har vi skrevet til hovedkontoret i Vejle, at vi gerne vil have sendt et bedre æggeur herop fra Danmark.

Når jeg har lukkevagt, tager jeg over, hvor morgenvagten slap. Det kan være, der er mails i indbakken at svare på. Hver dag skal kasseopgørelsen fra dagen før også scannes ind og sendes til Vejle. Der er også næsten altid en del fakturaer, der skal sendes ud til kunder. Hver dag støvsuger vi også gulvet i stueplan, og hvis stuepigen ikke har nået det, er det lukkevagtens opgave. Derudover kan det være, man skal købe ind, så køkkenet har det, de har brug for til næste dags smørrebrød. En opgave kan også være at pudse vinduer eller måske at strø sand, hvis det er glat (dette gør man selvfølgelig også, når man har morgenvagt). Jeg skal også holde øje med vasketøjet. Det kan være, nogle gæster vil have vasket tøj, og vi vasker selvfølgelig også håndklæder, viskestykker, karklude, gulvmopper, arbejdstøj osv. Om eftermiddagen/aftenen er der kun to på arbejde i køkkenet, så jeg hjælper dem, hvis der kommer mange og spiser aftensmad. Min opgave er også at tage imod gæster – hvis de ikke kom før klokken 15. Kl. 19-19.30 spiser personalet aftensmad. Ca. kl. 20.20 går jeg lukkerunde. Det er en runde i huset, hvor jeg tjekker, at alle vinduer er lukkede, radiatorerne står på det rigtige, lyset er slukket, hvor det skal være slukket osv. Fyret skal også ses til. Kl. 20.30 tager den ene i køkkenet hjem, og nogle gange er der mange, der bestiller grillmad der, så der hjælper jeg til i køkkenet. Kl. 21 lukker cafeteriaet, så der låser jeg yderdørene, sætter stole op, rydder op i køkkenet, slukker frituren, kaffemaskiner osv. og laver kasseopgørelse. Kl. 22 kommer nattevagten, så der giver jeg nogle beskeder, hvis der er nogen, og så kan jeg gå i seng eller hygge mig lidt med Nanna og Leon (det er nok det sidste, der oftest sker).

En dagvagt er en vagt, hvor man hjælper, hvis der fx er en, der ikke kan komme på arbejde. Det kan også være ting, der tager lang tid – fx hovedrengøring eller oprydning et sted, der trænger. Hvis vores pedel ikke er på arbejde, tager man nogle af hans opgaver, og det kan være at købe ind eller køre gæster til lufthavnen samt at hente varer på havnen. Hvis han er på arbejde, kan det også være, man skal hjælpe ham (det er dog mest Leon, der gør det, mens Nanna og jeg oftere får rengøringsopgaver). Det kan sagtens være, en dagvagt bliver lavet om til en lukkevagt eller en morgenvagt. Det kommer an på, hvad der er brug for. Jeg har fx mødt på arbejde kl. 8 om morgenen i stedet for 10, da jeg havde dagvagt.

Nå, det var vist rigeligt om mit arbejde. Det skal indskydes, at der ikke er to dage, der er ens. Jeg ved aldrig 100 %, hvad jeg skal lave, når jeg møder på arbejde. Det afhænger af, hvad der sker – der kan pludselig ske noget uforudset!

Gæt hvad det er!
Nu er det vist på tide at skrive om X-factor Aasiaat. En af vores kollegaer havde overtalt Nanna til at melde sig til, så det gjorde det ekstra spændende at se. Til audition var der mange deltagere, og det var alt fra små piger over rappere til damer ti år ældre end mine forældre, der stillede op. Mange sang på grønlandsk, nogle sang på engelsk, og en enkelt sang på dansk. Nogle havde en ven med, der kunne spille guitar eller spillede selv guitar, andre sang uden musik, og andre havde musik med på cd eller usb. Der var endda en, der sang i kor med forsangeren på den cd, hun havde med. Nanna og jeg var de eneste danskere i rummet, så vi forstod næsten ingenting. Heldigvis sad nogle af vores kollegaer ved siden af os og oversatte det vigtigste. Da Nanna havde sunget, var dommerne også søde at give hende kommentarer på dansk, så det var meget dejligt for hende! Heldigvis gik Nanna videre, og i tirsdags lykkedes det hende endnu en gang at gå videre. Denne gang var der et band, der spillede til, så det var meget festligt! X-factor foregik i forsamlingshuset (hvor der i øvrigt hænger 24 malerier, Per Kirkeby har malet), og der var nok 400 tilskuere! Det er så fedt at opleve, at folk støtter op om det, når der sker noget i byen, men det er nok fordi, der ikke sker så meget.

Nogle af de yngste deltagere i X-factor
Udover at se X-factor har jeg været i byens eneste genbrugsbutik. Den har åbent hver fredag, og den adskiller sig fra en dansk genbrugsbutik ved, at der ikke er nogle møbler, kun 5-10 bøger og ikke ret mange ting. Til gengæld er der utroligt meget tøj og virkelig mange dvd’er. Jeg købte to dvd’er til 10 kr. stykket. De har ingen ridser, så det var meget dejligt! Et andet sted, jeg virkelig sparede penge, var tøjbutikken, der er oven på Pisiffik. Der havde de tilbud på en del varer. Man kunne få tre stk. for 100 kr. Jeg købte tre cardigans, så i alt sparede jeg over 800 kr. Det er rart med cardigans, nu når det begynder at blive lidt koldt udenfor. Ellers har jeg været til endnu en kaffemik med en helt fantastisk rensdyrsuppe og after-eight-kage, og så har jeg holdt filmaften sammen med Nanna og et par af vores unge kollegaer. En dag, vi skulle have en hyggeaften i bestyrerlejligheden, valgte anneksets fyr at stå af, så det endte med, at vi så en helt anden film, end vi havde regnet med, og det skete også et par timer efter det tidspunkt, vi havde regnet med. Vi havde troet, november ville blive stille og rolig, men de sidste par dage har vi haft fuldt booket eller kun haft to værelser ledige, så vi har stadig travlt. Man kan dog godt mærke, at weekenderne begnder at blive stille. Vi har et kursus lige nu på 11 personer i konferencerummet, så der er også lidt ekstra arbejde i det.


Solen er nu oppe i fire timer og 12 minutter. Den står op kl. 10.09 og går ned kl. 14.21. Det er rigtig hyggeligt, når det er mørkt, synes jeg. Jeg har det som om, det er aften i meget lang tid hver dag, men det er ikke bælgmørkt, fordi sneen lyser godt op. For nogle dage siden havde vi noget, jeg vil kalde snestorm, og det gjorde, at vi nu har en del sne til at ligge. Det sneede så voldsomt, at vinduerne i cafeteriaet blev dækket af sne, så vi ikke kunne se ud. Folk, der havde været ude at ryge en enkelt cigaret kom ind og lignede snemænd, og man kunne ikke se ret langt, når man var udenfor. Der kom også driver med sne, der gik til knæene. Dagen efter var det helt klart, stille og fantastisk smukt vejr.  Temperaturen ligger nu mellem -5 og -12 grader.
Det er lidt koldt nogle gange...

Mit vindue efter snestormen
Vasketøjet hænger stadig til tørre udenfor, selvom der er frostgrader
Nogle af vejnavnene er lidt sjove...

Jeg kan simpelthen ikke stå for hundene!

Solopgang
Hunden nyder udsigten
Jeg var glad for, at den her var lænket!
Jeg håber, du har det godt, der hvor du er!

/Trine

tirsdag den 6. november 2012

Det er hvidt herude


Hej med dig!

Nu er det da vist på tide, at jeg skriver noget igen efter så lang tid. Jeg skal nok prøve at skrive lidt oftere, men den sidste tid har været meget travl, og så har jeg ikke orket at sætte tid af til at sidde og skrive blog.
Siden sidst har vi haft en masse mennesker til at bo på sømandshjemmet. Der var nemlig en organisation, der skulle holde generalforsamling her. Der var knap 40 personer, som alle boede her i en uge, og som havde møder hver dag i vores konferencelokale. Samtidig var der 20 personer, der var på kursus i vores dagligstue, så det betød, at vi måtte lægge vores rutiner lidt om for at kunne servicere dem på bedst mulige måde.

Dagene bliver kortere og kortere. I dag er solen oppe i fem timer og 59 minutter. Den stod op kl. 9.14, og den går ned igen kl. 15.13. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er helt mørkt kl. 15.13 – det er lyst lidt efter, men kl. 16 er det i hvert fald helt mørkt. Det er lidt underligt, og man kan tydeligt mærke, at det går hurtigt!
På vejrfronten kom resterne af Sandy forbi for nogle dage siden med en masse tøsne. Det var ret varmt den dag – lidt over frysepunktet, så der kom en masse våd sne. Det sneede ret kraftigt næsten hele dagen, og det gjorde, at vi fik en meget stille dag i cafeteriaet. Vi har haft frost siden, så nu er vejene isglatte, og vi strør sand hele vejen op til annekset, så vi og gæsterne ikke falder på vejen frem og tilbage. Byen er meget smuk med sne på, synes jeg. Den får farverne på husene til at træde mere frem, og det lyser også mere op. Temperaturerne ligger nu omkring -5 grader.

Nogle dage i sidste uge var Nanna og jeg sammen med nogle af vores kollegaer. Det var rigtig hyggeligt. Vi brugte det meste af tiden på at spille Ligretto (hvis nogen skulle være så uheldige ikke at kende det, er det et af verdens sjoveste – og hurtigste spil). En dag så jeg også film sammen med Leon og en kollega i vores konferencerum. Jeg havde virkelig lyst til en tur i biografen, men da vi ikke har en biograf i byen, valgte vi at se en film vha. projektor og lærred. Det gav ikke helt den samme oplevelse, men næsten… Det var meget hyggeligt, og forinden havde vi bagt nogle cookies, som ikke ligefrem forringede oplevelsen.
I søndags havde Mia fødselsdag, og så skulle der jo holdes kaffemik. Hun slog det sammen med sin datters dåbsfest, så der var kaffemik i bestyrerlejligheden. Der kom en del af vores kollegaer og også nogle af husets venner. Leon, Nanna og jeg fandt først ud af, at hun havde fødselsdag et par dage inden, så vi skulle hurtigt finde på en gave. Vi valgte at købe en julekalender til hende.

Vi har fundet ud af, at der er mange her, der følger med i X-factor USA, så det gør vi selvfølgelig også! 

Om søndagen er vi begyndt at holde "gudstjeneste" i vores dagligstue. Der er en, der holder en indledning, så synger vi et par sange eller salmer. Derefter hører vi en prædiken på internettet, og så synger vi en sang eller salme igen. Det hele foregår på dansk. 

Jeg har ikke lavet så meget mere udover at have set nordlys i går aftes – smukt som sædvanlig!
Noget, jeg virkelig har villet skrive om længe i et indlæg, er det, der kommer i radioen! Det er virkelig en sjov blanding. Der kan komme: Kaj og Andrea med ”Bakke snagvendt”, ”Magi i luften”, grønlandske korsange, salmer, Medina, Coldplay, grønlandske rockbands, klassiske musikstykker, grønlandske rappere (!), Kim Larsen osv. Jeg tror ikke, der er system i det, bortset fra, at der om formiddagen er en halv time eller lignende, hvor de kun spiller børnesange. Om søndagen er der ofte meget klassisk musik og også en gudstjeneste, der bliver sendt i radioen. En søndag kunne man ikke høre præsten overhovedet, fordi der var en grædende baby lidt for tæt på mikrofonen. Der er selvfølgelig også radioavis nogle gange om dagen – både på dansk og grønlandsk.

Jeg har et fjernsyn på værelset, og på det kan jeg se DR HD, DR K, Ramasjang og KNR (Står for Grønlands Radio – Grønland hedder på grønlandsk Kalaallit Nunaat). På KNR kommer der nogle gange programmer fra DR (fx Matador), nogle gange programmer fra DR2, dokumentarer om Grønland, nyhedsprogrammet ”Qanorooq” (betyder ”hvad er det, der sker” eller noget i den retning), danske nyheder fra DR1 (også vejret(!) – så jeg kan følge med i, hvilket vejr, I har dernede). Der kommer også reklamer på KNR, men det er for det meste stilbilleder med tekst. Fx et billede af en butik, og så står der, hvornår den har åbent, eller også kommer der billeder af noget tøj, og så står der prisen.  

Jeg vil lige tillade mig at gøre lidt reklame for næste indlæg allerede nu, for jeg havde tænkt mig, at det skulle have været med her, men nu har jeg skrevet så meget allerede, at det bliver alt for langt, hvis det også skal med. I næste indlæg vil jeg skrive lidt om, hvad det egentlig er, jeg laver, når jeg er på arbejde på sømandshjemmet, om Aasiaat X-factor (som starter i aften) og forhåbentlig også om flere uforudsete begivenheder!

Jeg håber, du har det godt, der hvor du er!

Takuss!

Nordlys - billedet er lånt af Nanna, da mit kamera virkelig trænger til et stativ, før billederne kan blive gode!

Bilernes gennemsnitsstørrelse er lidt større end hjemme...

Det er ved at være koldt udenfor!

Havnen

Havnen med udsigt til sømandshjemmet

En gåtur på det glatte fortorv
/Trine