mandag den 8. april 2013

Familiebesøg, nattevagt og varme - nu med billeder

Hej!

Nu har min familie været på besøg. De kom d. 25. marts, og det var lidt kaotisk, for jeg havde morgenvagt og skulle ud for at hente dem i lufthavnen. Vi har på sømandshjemmet en skærm, hvor man kan se flyenes ankomst- og afgangstider, og der kunne jeg se, at deres fly var udsat en halv time. Man ved aldrig, om det pludselig bliver til mere, så jeg holdt løbende øje med skærmen, indtil vores net pludselig ikke virkede! Jeg gik så ud fra, at deres ankomsttidspunkt ikke havde ændret sig, og så kørte jeg ellers ud til lufthavnen for at hente dem. Det viste sig, at de var kommet fem minutter før, jeg havde regnet med, så det var meget heldigt. Jeg havde lige et par gæster med til lufthavnen, og så fyldte jeg ellers bilen med familie, kørte til sømandshjemmet og tilbage for at hente resten (der kan kun være fem personer i bilen). Mens de var her, skulle de jo nå at opleve lidt af hvert, så jeg var lige ved at få stress (jeg er ikke vant til at planlægge noget) :)

De var alle (på nær mor og min yngste bror) med på isfiskeri, og vi fik fanget 10 stk. ulk og 2 stk. fjordtorsk. Ham, vi fiskede med, syntes, jeg skulle sprætte en af de to fjordtorsk op for at se, hvad den havde fået at spise. Jeg skar den altså op - og derefter mavesækken, og den havde spist en del rejer og nogle små fisk. Far sprættede en ulk op, og den havde spist ca. 15 rejer - den var godt nok også tyk! En anden ulk havde en reje i munden, den ikke havde nået at sluge, før den blev fanget. Det var meget sjovt, og bagefter gik vi hjem med alle fiskene. Ham, vi fiskede med, havde en anden fisk liggende, som var frossen, og den fodrede han sin hund med. Det er altså meget fascinerende at se, at hunden kan spise en dybfrossen fisk uden det store besvær!

Vi gik også en tur i fjeldet med ski (min søster, mor, far og mig) og uden ski (hele familien - den yngste dog på kælk noget af tiden).

D. 26. marts havde en af mine kollegaer fødselsdag, og min familie var med til kaffemik. Dagen efter havde min søster fødselsdag, og vi holdt vores egen (meget lille) kaffemik for os selv og de ansatte plus en enkelt fra byen, min familie havde nået at møde. Mor og jeg havde lavet lagkager, og personalet i køkkenet var kommet til at stille en af dem ud i cafeteriaet, hvor den blev solgt. Sådan kan det gå, når man ikke skriver navn på det, man stiller ind i kølerummet...

En dag gik vi over isen til en ø, der ligger ved siden af Aasiaat ø, og der kunne vi komme rigtig højt op og se vores by fra oven. Det var rigtig smukt, og der kommer vi ikke over igen, medmindre vi har en båd, for isen er godt nok ved at være ret tynd...

En af dagene skulle vi også lige prøve at køre hundeslæde, og det var rigtig sjovt. Jeg kørte sammen med min søster og Signe, og vi hyggede os i det pragtfulde vejr. Bagefter fik vi kælet en masse med hundene.

Min familie var her i påsken, hvor sømandshjemmet havde lukket Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag og 2. Påskedag. Vi assistenter havde hver ansvaret for en dag, hvor vi havde lukket, og jeg havde ansvaret for Påskedag. Der boede få gæster i påsken, og min opgave var at sørge for, at de kunne få morgenmad, middagsmad og aftensmad. Jeg var kommet til at foreslå, at vi kunne holde påskemiddag Påskedag, så det gjorde vi. Signe og jeg stod for at lave med, men vi fik heldigvis hjælp af Mia, Lene og lidt min mor. Vi fik culottesteg, kartoffelbåde, salat(!) (bonusinfo - der var tilbud på agurker: kun 20 kr. stykket!!), og Signe og jeg lavede karamelkage til dessert. Det er en kage, jeg har smagt en del gange til kaffemik efterhånden, og den ville vi prøve at lave - det lykkedes ud over al forventning, og den blev spist op. Mens jeg forberedte maden, fik min familie prøvet at køre lidt snescooter.

Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag havde vi en andagt. De to første dage om aftenen og den sidste dag i stedet for vores normale gudstjeneste. Det var rigtig dejligt at kunne fejre påsken på den måde.

2. Påskedag kørte jeg min familie til lufthavnen og fik sagt farvel til dem. Det var hyggeligt at have besøg, men efter at have delt værelse med tre søskende i en uge er det også rart at være sig selv igen :)

Lige nu har jeg nattevagt og derfor masser af tid til at skrive blog... Jeg har tre nattevagter hver fjerde uge. Det er svært at vende døgnet både før og efter, men det er også fint nok at gå rundt og arbejde uden at blive forstyrret (medmindre der kommer folk, der vil købe noget). De primære opgaver som nattevagt er at gå rundt og gøre rent og så ellers holde øje med, at sømandshjemmet ikke brænder ned til grunden. Jeg plejer at kunne klare al rengøring på ca. fire timer, og derefter slapper jeg bare af (går nogle runder nogle gange), sover måske lidt, læser, spiller minestryger, skriver blog osv. Kl. 6.30 skal morgenmaden være klar, så jeg plejer at gå i gang kl. 6 med at koge æg, varme rundstykker osv. Når morgenvagten kommer kl. 7, går der ikke mange minutter, før jeg ligger i min seng!

Her det sidste stykke tid (på nær i dag) har det været helt fantastisk vejr med skyfri himmel og endda nogle dage med tøvejr. I går sad Signe, Lene og jeg uden for sømandshjemmet på en bænk i ca. en halv time uden jakker på og nød solen. Forinden havde vi gået en lang tur, og det var alt for varmt med vores vinterjakker. Hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg nok sagt, at det var 15 grader, men det var nok kun et par grader. Det varme vejr har gjort, at en del sne er smeltet, og man begynder at kunne ane grøfterne ved siden af vejene, og nogle steder kan man se nogle planter (som der ikke ser ud til at være meget liv i). Uheldigvis finder man også ud af, hvor hullede vejene er. Det havde jeg helt glemt, fordi sneen har jævnet vejene ud hele vinteren. Der ligger heldigvis stadig en del sne rundt omkring, og det gør, at sollyset bliver reflekteret, så da jeg havde været ude at gå et par dage i træk, havde jeg godt nok røde kinder.. Det, at sneen smelter, skaber nogle for os danskere velkendte problemer, men i en lidt større målestok. Vand løber overalt, danner små åer og søer, og om natten fryser det. Dagen efter går man hele tiden og glider. Jeg er en gang faldet, da jeg ville gå ned ad trappen fra annekset.

Vi har fået nyt bookingsystem, så det prøver jeg på at vænne mig til efter 8 ½ måned med et andet.. Det går fint nok, men jeg glæder mig, til jeg er lidt mere inde i det. Alle reservationer skulle lægges ind i det nye system, så Signe og jeg sad en aften til kl. 12 og lagde en masse reservationer ind. Jeg var lidt træt, da jeg havde morgenvagt dagen efter, men når man først er begyndt, kan man lige så godt gøre det færdigt..

I påsken brændte vores internet sammen, så vi havde lige tre dage uden internet. Heldigvis havde de et modem på lager (ellers skulle det sendes herop fra Danmark), så vi fik det lavet.

Solen står nu op ca. kl. 6 og går ned kl. 21 - det bliver selvfølgelig lyst lidt tidligere og mørkt lidt senere, og om lidt over halvanden måned har vi midnatssol - det glæder jeg mig til - så er det ingen sag at være nattevagt ;)

Nå, nu gider jeg ikke skrive mere, og du gider sikkert heller ikke læse mere... :)

Da det er skrevet om natten, kan det godt være, det er lidt rodet og kluntet formuleret, men jeg håber, du kan få noget ud af det alligevel..

Hav det godt, der hvor du er!

/Trine
Hundeslædetur

Signe på toppen (af Tupilak/Ræveøen)
...Igen

BUNKE!!!


Far og Daniel prøver isfiskeri

Den sultne ulk

Aasiaat fra oven