onsdag den 26. december 2012

Jul i Aasiaat


Hej igen!

Nu er vi inde i den søde juletid, som den så smukt er blevet kaldt, og her i Aasiaat har vi selvfølgelig også fejret højtiden, selvom det selvfølgelig ikke foregik på præcis den måde, jeg er vant til.
I dagene op til jul skete der forskellige ting. D. 7. december var der julefrokost her på sømandshjemmet for alle ansatte plus familier. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi var ca. 45 personer. Cafeteriaet lukkede kl. 19, og det var også der, julefrokosten begyndte, så vi hjalp alle sammen hinanden med at få dækket borde og gjort klar. Vi spiste lidt, og derefter havde Nanna, Leon og jeg forberedt noget underholdning. Det var ”Tip en 13’er”, hvor vi havde stillet spørgsmål som ”Hvor mange kg ost har Mia bestilt i vinterbestillingen?” og ”Hvem er mest sulten”. Disse to spørgsmål repræsenterer to kategorier. Den første kategori kendte Nanna, Leon og jeg godt svaret på i forvejen, mens vi ved julefrokosten skulle finde svaret på spørgsmålene i den anden kategori. Det blev heldigvis godt modtaget, og næsten alle ansatte skulle op og dyste, så vi kunne finde svaret på spørgsmålene. Der blev grinet rigtig meget. Ved spørgsmålet ”Hvem er mest sulten?” fandt vi svaret ved, at vi havde lavet en lagkage og delt den i tre. Jeg skulle så dyste mod to af mine kollegaer om, hvem der først kunne spise 1/3 lagkage – Jeg vandt! Det var vist en svær ”Tip en 13’er”, vi havde lavet, for den person, der havde flest rigtige, havde kun svaret rigtigt på lidt over halvdelen af spørgsmålene. Senere på aftenen var der også pakkeleg (hvor folk gik amok og løb rundt for at få fingrene i den største gave), andagt, sang om juletræet og banko.

Weekenden efter havde vi arrangeret banko for folk i byen. Der kom ca. 70 personer, så der var fyldt op i cafeteriaet. Vi havde lavet æbleskiver, småkager, saftevand og kaffe, som folk kunne få helt gratis. Pladerne kostede heller ikke noget. Vi sang et par julesange på dansk og grønlandsk, og jeg læste juleevangeliet. Det var dejligt at se nogle fra byen, som ikke dagligt kommer på sømandshjemmet.
Jeg har også prøvet at køre på snescooter. Nanna og jeg blev ringet op og spurgt, om vi ikke ville have en tur, og det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til. Nanna og Leon havde allerede kørt ugen inden, så jeg havde nået at blive lidt misundelig. Vi kørte på en frossen sø, hvor man ofte ser børn, der spiller fodbold. Der er plads til alle! Jeg fik nogle runder, hvor jeg sad bagpå, og derefter fik jeg lov til at køre selv. Jeg kørte også nogle runder sammen med Nanna. Jeg syntes faktisk, det var sjovest at sidde bagpå, for så kunne jeg bedre nyde turen. Vi kørte nok 60-80 km/t – hurtigere turde vi ikke, fordi søen ikke var større. Det var en rigtig god oplevelse!

Der er mange sømænd, der har fejret jul ude på havet, og som sømandshjem er det meget naturligt at give dem nogle gaver. Jeg har i alt været med på fire skibe her i december måned med gaver og småkager. Det var lige spændende hver gang! Det første skib, jeg var på, var en ret stor (synes jeg) rejetrawler. Vi snakkede med skipperen og fik også en rundvisning på skibet, hvor vi så, at skibet har en hel fabrik, rejerne skal igennem, når de er blevet fanget. Det næste skib var et fragtskib, som sejler ud til bygderne med forsyninger. Det tredje var også en rejetrawler (dog noget mindre end den første), og det sidste skib var et af Søværnets skibe, som bl.a. kontrollerer, at alt går lovligt til, når der bliver fisket. Jeg hørte mange sjove historier om bord på skibene. Bl.a. om en isbjørn, der spiste en appelsin, men ikke ville have et fårehoved. De fleste sømænd, jeg snakkede med, er om bord i to måneder og har fri i to måneder, men jeg hørte også om nogle, som sejler ni måneder ad gangen – og en enkelt havde vist sejlet et par år uden at have været i land! På alle skibene blev de glade for især småkagerne, og vi fik fire kasser rejer som tak fra et af skibene.
På sømandshjemmet har der i december ikke været så mange gæster, og det er rigtig dejligt med lidt fred og ro – det betyder dog ikke, at der ikke er noget at lave! Jeg har været med til at gøre hovedrent på nogle værelser, og en dag skulle vi også hente nogle tons madvarer, som skulle i fryserne. Isen kommer måske snart og lukker til, så der ikke kan komme forsyninger i nogle måneder, så vi har fyldt godt op i fryserne, så vi kan klare os. Jeg bar bl.a. 40 kasser pølser ind i fryseren.

Juleaften var lidt speciel. Sømandshjemmet havde lukket, så vi havde aftalt, at Nanna, Leon og jeg skulle mødes med bestyrerne i deres lejlighed kl. 10 og pakke de gaver op, som vi havde givet hinanden. Af Sømandsmissionen fik jeg ”Det Terrængående Testamente” – Det Ny Testamente + Salmernes Bog – 100 % vandtæt! Af Mia og Johannes fik jeg et tørklæde, og af Sømandshjemmet fik jeg et gavekort til massage her i byen. Nanna og Leon gav mig ”The Dark Knight Rises”, og så fik jeg et fint billede af Nanna og Leon i en meget lyserød ramme. Da vi alle havde pakket vores gaver op, gik jeg over på værelset og pakkede resten af mine gaver op. Derefter snakkede jeg lidt med familien over Skype, og så var klokken tre, og det var på tide at gå i gang med at lave mad. Ca. 25 personer havde tilmeldt sig, så der skulle laves en del mad. Meget var forberedt, men ikke alt. Fx var der ikke nok risengrød, som skulle bruges til risalamande, så jeg lavede risengrød til 16 personer. Derudover skulle der vaskes op, efterhånden som vi var færdige med at bruge gryder osv. Kl. 18 kom folk, og så begyndte vi lidt efter at spise. Til forret var der tunmousse med flutes, og hovedretten var and, flæskesteg og lam med kartofler (både brune, franske og hvide), sovs, rødkål og julesalat. Vi spillede pakkeleg og fik risalamande, hvor jeg fik den ene mandel. Derefter gik vi om juletræet, hvor vi sang to danske salmer. Jeg læste juleevangeliet, og så gik vi igen rundt om træet, mens vi sang to grønlandske salmer. Derefter var der æbleskiver. D. 23. december havde vi også lavet en del konfekt og slik, som blev sat på bordet. Jeg havde lavet karameller og fudge, og der var også lavet snickers-kage, snebolde, cornflakestoppe osv. Mange af vores gæster var gymnasieelver fra gymnasiet her i byen. De kom nordfra og havde ikke råd til at rejse hjem i julen. De får en hjemrejse betalt hvert år, og mange vælger at rejse hjem i sommerferien, da den er noget længere end juleferien (gymnasieeleverne har godt nok haft juleferie siden d. 13. december, men sommerferien er stadig længere). Nanna og jeg spillede lidt Ligretto med nogle af dem, og derefter fik vi vasket lidt op. Nogle fra Søværnets skib kom forbi senere på aftenen, så vi sad og snakkede med dem til mellem kl. halv to og to om natten, hvor alle andre var taget hjem. Derefter skulle der vaskes op og gøres rent i køkkenet og cafeteriaet. Jeg gik nok i seng omkring kl. tre. Og ja, vi havde en hvid jul J 

Sømandshjemmet havde lukket i går og har det også i dag, og det er skønt at have det hele for sig selv! I går var Nanna og jeg til kaffemik hos en kollega, og senere hyggede vi os sammen med Leon med at se Star Wars, mens vi spiste pølsemix og konfekt. Senere kom en anden kollega, og jeg fik min debut i et eller andet bilspil på Playstation 3, og jeg er overbevist om, at jeg efter et par måneders træning godt kan blive nogenlunde... Nanna og jeg fik danset "just dance", og vi legede fangeleg i sneen. Endnu en dag, hvor jeg først gik i seng kl. 6.30...

D. 21. var årets korteste dag, så nu er dagene begyndt at blive længere (solen kommer først tilbage d. 13. januar). Jeg havde regnet med, at det ville være mørkere i mørketiden, end det, jeg har oplevet. Selv den korteste dag var der næsten dagslys mellem kl. 11 og 13. Himlen var lidt lyserød i horisonten, og det var en rigtig flot dag! Det er begyndt at blive koldere igen efter en lang, varm periode. Nu er temperaturen omkring de -10 grader. Du får ikke nogle billeder denne gang, og det skyldes, at jeg simpelthen ikke har fået taget nogen.. Til gengæld kan du få tre forskellige vejrudsigter for Aasiaat!

Jeg håber, du har det godt, der hvor du er!

Takus!

/Trine

http://www.dmi.dk/dmi/byvejr_gl?by=4220

http://www.accuweather.com/da/gl/aasiaat/186507/daily-weather-forecast/186507

http://www.yr.no/place/Greenland/Other/Aasiaat/



torsdag den 6. december 2012

En lang sejltur, en bygd og december


Hej med dig!

Nu kommer endnu en opdatering fra verdens største ø.

Siden sidst er der sket forskellige ting, og der er også nogle ting, jeg kunne have skrevet om før, men som jeg har glemt hver gang. En af de ting er, at man hver dag i radioen kan høre, hvad ”dagens ret” er på sømandshjemmet. Det er meget dejligt, for så er der ikke så mange længere, der ringer for at høre, hvad vi skal have at spise.

Jeg har endelig fået brugt nogle fødselsdagspenge, og de gik til en grønlandsk selskabstaske, som jeg ikke kunne stå for. Der er sælskind og narhvalstand, og så synes jeg, broderiet på den er meget flot.


D. 12.-15. november havde vi besøg af vores chef fra Danmark. Han skulle lægge budget sammen med bestyrerne.


Fredag d. 23. november havde Nanna og jeg købt billetter til Kitsissuarsuit, som er en bygd tæt på Aasiaat. Vi skulle sejle tidligt om morgenen, så vi gjorde os klar og gik ned til båden. Den sejlede til tiden, og da vi var meget trætte, lagde vi os til at sove. Jeg kunne ikke falde i søvn, men jeg fik da hvilet mig lidt. På et tidspunkt så jeg, at himlen var rigtig flot, så jeg vækkede Nanna. Vi kom til at snakke om, at vi syntes, vi havde sejlet længe i forhold til, at det kun skulle tage halvanden time at sejle til Kitsissuarsuit. Vi gik lidt udenfor og gik så ind til styrmændene. De spurgte os, hvad vi skulle i Qeqertarsuaq. Vi sagde, at vi ikke skulle til Qeqertarsuaq, men Kitsissuarsuit. Det kunne de ikke forstå, og de viste os en seddel, hvor alle passagerers navne og rejsemål stod skrevet med kuglepen. Det var blevet skrevet ned samme morgen, da vi viste vores billetter, og der stod Qeqertarsuaq ved vores navne. Vi hentede vores billetter, og der stod altså Kitsissuarsuit. Det kunne de ikke rigtig forstå, men vi var sejlet forbi Kitsissuarsuit og ville kun være i Qeqertarsuaq i ca. 10 min. for at sætte passagerer af og få nye om bord. Vi sejlede altså til Qeqertarsuaq og vendte om efter 10 minutter. Det endte med, at ham, der havde lavet fejlen, kom og sagde undskyld til os, og vi fik en gratis tur ugen efter til Kitsissuarsuit. Sejlturen til Qeqertarsuaq og tilbage varede ca. ni timer i alt, så vi fik os en meget lang sejltur!

På vej tilbage til Aasiaat efter 10 minutter i Qeqertarsuaq (hvor vi ikke var i land)

I fredags kom vi endelig til Kitsissuarsuit. Der bor 83 personer i bygden, og på skolen er der 11 elever, en uddannet lærer og to timelærere. Vi gik lidt rundt i byen, sad i kirken og fik varmen, gik i Pilersuisoq (hvor man kunne købe geværer, sytråd, tøj, yoghurt, julepynt, en motor til sin båd og alt muligt andet). På et tidspunkt mødte vi en, der har boet her på sømandshjemmet. Hun sagde, der var julemarked på skolen, så det skulle vi selvfølgelig til. Vi fik købt lidt, og jeg fik en kop te. Det var meget hyggeligt, og vi sad lidt og snakkede med en timelærer. Da vi skulle sejle tilbage til Aasiaat, stod vi og ventede på båden i lang tid. Man kan ikke bare se på en skærm, om den er forsinket, så man venter bare, til den kommer. Der var en anden, der ventede, der fandt ud af, at den var forsinket, så vi gik ind i Pilersuisoq og fik varmen. En læge fra Aasiaat mente, det måtte være Nanna og mig, der gav uheld, og at de sikkert havde glemt, at vi skulle hentes, ligesom de havde skrevet forkert, da vi sejlede ugen før. Det endte dog med, at båden kom – kun 50 minutter forsinket. Det var en tur med en del bølger, så det var meget sjovt, og man måtte sidde og gribe de ting, der var ved at falde ned fra bordet.

Da vi lige var ankommet til Kitsissuarsuit, var det meget mørkt!
Kirken
To tænder på en narhval!


I Kitsissuarsuit
Samme aften tog Nanna, Leon og jeg ud at spise med tre af vores unge, grønlandske kollegaer. Det var meget hyggeligt. Det var første gang, Leon, Nanna og jeg havde fri alle sammen på samme tid. Det var meget lækker mad, og vi mødte en masse, vi kendte på restauranten.

December måned er startet, og det kan man også mærke her i byen. På sømandshjemmet har vi pyntet op med julestjerner i vinduerne og juletræer og glaskugler rundt omkring. Juletræerne er selvfølgelig importerede, da der ikke er træer her. D. 1. december var der julemarked i hallen, og der var mange boder: frisøren, tøjbutikkerne, anstalten og mange private havde boder. Man kunne købe en masse grønlandske ting. Jeg købte dog ikke noget. Nanna fik købt nogle vaskeægte grønlandske kamikker, og alle vores kollegaer blev meget misundelige, da de var meget billige. Om aftenen lavede jeg risengrød til personalet. Det er lidt svært at komme i den helt rigtige julestemning, når man ikke er hjemme, men det bliver spændende at opleve en helt anderledes jul. Vi holder ”åben jul”, så folk fra byen kan melde sig til, hvis de har lyst til at holde jul sammen med os. Her i byen starter julen den første søndag i advent, så der skulle juletræet tændes. Jeg nåede ikke at se, at det blev tændt, men jeg så julemanden komme kørende med sin kone i brandbilen, efter alle børnene havde sunget en sang, hvor de kaldte på ham. Det var meget festligt, og der var virkelig mange mennesker!


I forgårs var der X-factor for sidste gang. I finalen var der mange gode. Nanna og jeg forstod ikke så meget, men vi fandt da ud af, hvem der vandt. I kategorien med personer over 16 år skulle publikum stemme om, hvem af de to bedste, der skulle vinde, så alle skulle tage deres billetter og bruge dem til at stemme med. Det gjorde, at det tog en del tid at tælle op. Finalen startede kl. 19 – eller det vil sige tyve minutter over – vi er jo i Grønland J Den sluttede først tyve minutter i elleve, så jeg var lidt træt, da vi kom hjem. Publikum gik amok og stod op på stolene. En af deltagerne havde en fanklub, der skød en masse konfetti ud over det hele.

I går brugte jeg det meste af min vagt på at pakke gaver ind til sømænd, som skal holde jul på havet.

Vi er nu officielt inde i mørketiden – det vil sige, at solen ikke længere står op. Det er efterhånden nogle dage siden, jeg sidst så solen, men det betyder ikke, at det er helt mørkt. Vi har dagslys i et par timer eller tre, tror jeg. Jeg er ikke så god til at lægge mærke til, hvornår det bliver lyst og mørkt… Temperaturen er lige nu ca. -10 grader. Vi har haft meget mærkeligt vejr på det sidste. På et tidspunkt var der en dag -13 grader, og dagen efter regnede det. Nu er det omkring -10 grader hver dag, og nogle prognoser siger, det snart bliver -20 grader, men jeg stoler ikke rigtig på dem – prognoserne ændrer sig hele tiden! Jeg har forresten også set nordlys to gange i denne uge - det er lige flot hver gang!

Jeg håber, du har det godt, der hvor du er! 

/Trine
Der er begyndt at komme is i havnen

Sådan nogle er for længst taget i brug

Annekset

Når solopgang og -nedgang går i et, giver det nogle flotte nuancer på himlen
Også her
Havnen i Aasiaat