Grønland - Aasiaat: oktober 2012

Hej igen!

Her i Grønland går dagene sindssygt hurtigt! Jeg ved ikke, om alle andre heroppe har det på samme måde (det har de sikkert ikke), men det er meget mærkeligt, at jeg om seks dage har været her i tre måneder. Jeg kan slet ikke forstå, hvor tiden er blevet af!

Siden sidst har jeg været til kaffemik endnu en gang. Det var en kollegas barnebarn (og en anden kollegas oldebarn), der fyldte 1 år, og så var vi inviteret med. Denne gang var der ikke bare kager. Først sad vi ved et bord med forskellige retter. Jeg fik smagt spæk, tørfisk og karrysuppe med kammuslinger og rejer – uhmmm!! Det smagte meget godt! Derefter rykkede vi til kaffebordet, hvor man også lige skulle smage en kage med sortebær, en lagkage og en anden slags kage. (Jeg kunne simpelthen ikke klemme mere ned). Det var meget sjovt at være med til, selvom vi ikke rigtig kender ham, der blev 1 år.

Mens bestyrerne var væk, var der stille den første uge, men så begyndte der ellers at komme gæster, så vi havde nogle travle dage. Nanna, Leon og jeg havde hver især nogle ansvarsområder, mens de var væk. Jeg havde ansvar for at lave løn til de ansatte og at tjekke krydsbogen med mails. Det lyder måske lidt mærkeligt, men krydsbogen er meget smart! Det er der, vi har styr på, hvem der har reserveret værelser hvornår. Jeg skulle tjekke, at det hele passede sammen, med de mails, vi har fået fra dem, så vi ikke var kommet til at give et enkeltværelse til to personer eller havde reserveret en dag for lidt i forhold til, hvad de havde ønsket. Det var nok sundt nok, at bestyrerne havde ferie, for så fandt Leon, Nanna og jeg ud af, hvor meget vi rent faktisk har styr på! Det er ikke altid, man tænker over det i hverdagen, og der er de der altid, så man kan spørge dem, men mens de var væk, havde vi kun hinanden, og det, vi ikke vidste, måtte vi finde ud af på en eller anden måde. Det gjorde, at vi var tvunget til at tage nogle beslutninger selv (hvilket nok var meget godt). Den dag, vores bestyrere skulle komme hjem, blev det så dårligt vejr, at flyet ikke kunne lande her i Aasiaat, men i stedet fløj videre til Ilulissat (Jakobshavn). Der måtte de sove en enkelt nat. Det sker nogle gange, at vejret er så dårligt, at flyene ikke kan lande, men det tager grønlænderne nu meget roligt. Det er de vant til. Denne gang var der dog nogle (især børn), der blev ret kede af det, fordi Cirkus Arena skulle have besøgt byen. De var med det samme fly som vores bestyrere, så cirkus blev aflyst for denne gang. Nanna og jeg havde ellers købt billetter, men vi fik pengene tilbage.

Vi har også lige haft besøg af Leons forældre. De tog hjem i går efter at have været her en uge. Her den sidste uges tid har Nanna og jeg – når vi har haft tid – besøgt en ældre dame. Hun er mor til ham, vi har sejlet med nogle gange. Han skulle til Nuuk for at købe en ny båd, og så spurgte han os, om ikke vi ville se til hans mor, mens han var væk. Det var meget hyggeligt lige at hilse på hende. Hun kan ikke ret meget dansk, men vi fik fyret nogle grønlandske ord af (de få, vi kan – jeg kan nok ca. 30 ord), og så klarede vi os ellers med tegnsprog.

Vi har nu fået sne, som bliver liggende! Sneen kom i torsdags og har ligget der siden. Der har været nogle dage, hvor noget af det smeltede væk, men i nat er der kommet en del – et dejligt syn at vågne op til! Det er meget rarere end regn! I går havde Nanna og jeg egentlig tænkt os at tage en tur på biblioteket, men det endte med, at vi tog på fjeldtur i stedet. Jeg fik fri klokken tre, og så gik vi over og tog noget varmt tøj på. Vi gik gennem byen og på vejen så vi en mand og en dreng, der fodrede hunde. Der var nok omkring 14 hunde, der hver fik en dejlig, fed fisk at tygge på. Man kunne tydeligt høre forskel på før og efter, de havde fået mad. Før hylede de højt, men efter kunne man kun høre lyden af fiskeben, der blev tygget over. Her er de store hunde bundet, mens hvalpene løber frit rundt. Der er bestemte steder, hvor der er mange hunde, og hvalpene holder sig for det meste der, men nogle gange skal man være opmærksom, når man kører til lufthavnen, fordi de godt kan finde på lige pludselig at løbe ud på vejen. Nå, det var vores fjeldtur, jeg kom fra! Vi gik ud til lufthavnen (der er ca. 5 km fra sømandshjemmet), og derefter gik vi op i fjeldet. Vi havde egentlig tænkt os at gå helt ud til enden af øen, men vi stoppede op alt for mange gange og tog billeder, og der var måske også lige lidt længere, end vi havde regnet med, så på et tidspunkt vendte vi om. Vi gik, som vi havde lyst til, for der er ingen stier eller ruter deroppe. Det var meget smukt med mange frosne søer (desværre kunne isen ikke bære) og steder, hvor vand havde løbet ned, men var frosset, så klipperne var pakket ind i et lag is. På et tidspunkt gjorde Nanna mig opmærksom på mine fodspor. Der var nogle pletter i dem. Det var sortebær, jeg havde trampet på, og der var virkelig mange under sneen, så dem spiste vi nogle stykker af. Det endte med, at vi gik rundt i ret lang tid, inden vi kom tilbage til vejen. Vi gik først parallelt med vejen, og på et tidspunkt, da vi mente, vi måtte være ca. ved det sted, vi kom op i fjeldet, gik vi mod vejen, men der var alt for stejlt, til at vi kunne komme ned (uden at slå os i hvert fald). Vi fortsatte altså parallelt med vejen, og lige pludselig pegede jeg på et hus. Vi var kommet lidt tættere på byen, end vi havde regnet med, og nu måtte vi altså finde et sted at gå ned. Det lykkedes os til sidst, og da havde vi nok gået ca. en km mere oppe i fjeldet, end det var meningen. Da vi kom tilbage til sømandshjemmet, havde vi været ude fra kl. tyve i fire til tyve over syv, så vi havde meget røde kinder (som vi fik at vide mange gange af køkkenpersonalet).

Jeg når nok at blive ret rutineret, når det kommer til at køre på glatte veje! Vi har godt nok pigdæk på bilen nu, men bilen kan altså stadig skride lidt ud, når der ligger et lag is på vejen!

Nu er det mørkt, når man møder på arbejde klokken syv, og solen er godt og grundigt nede, når klokken er kvart over syv om aftenen. Det er mærkeligt at tænke på, at solen slet ikke står op mere, når vi når til d. 1. december!